![]() ![]() |
Pressemeddelelse 4. august 2003 Teatret HMF Brændende Kærlighed har skabt en Byvandring til Næstved Festuge under overskriften: Naturen kalder - kulturen svarer! En vandringsmand, som ankom til Næstved for 200 år siden, stoppede op på åsen, så ud over byen, hvorefter han udbrød: "Den ligner jo grangiveligt et fad kogte krebs bestrøet med persille". Denne poetiske beskrivelse af byens røde tage omgivet af de grønne haver og hække er inspiration for årets byvandring. Vi vil gå på opdagelse og undersøge, hvordan naturen og kulturen spiller sammen i byen i dag: Lever de i skøn samdrægtighed eller er naturen blot på tålt ophold i by-junglen? Byvandringen ledes i år af to entusiastiske naturvejledere Britta Brask og P.S. Bønnerup (inkarneret af Petrea Søe og Jens Kløft). De er to ildsjæle med et fælles kald. Det er naturen, som har kaldet dem. Deres motto er: "Sovesofa ellers tak, vi sover helst i bivuak!" Brask og Bønnerup vil med deres indgående og umættelige interesse for naturens mangfoldighed guide og underholde deltagerne med en skønsom blanding af fakta, fiktion og løsagtige rygter. De to naturvejledere går uforfærdet i klinch med vigtige spørgsmål som: Hvor mange kg. affald producerer en gennemsnits Næstved borger hvert år? Hvad blev der i grunden af den Hvidfinnede Ferskvands Ulk? Er Næstved geografisk set "et hul" eller føles det bare sådan? Og sidst men ikke mindst: Hvordan raser naturens kræfter indeni det enkelte såkaldt civiliserede bymenneske? Et råb runger i byens gader. Er det naturen, som kalder? Lyden driver de to Naturvejledere fremad i deres søgen. Kaldet leveres af ballade-sangerinden Elisabeth Groot (fra Århus) og skal nok komme til at gjalde mellem husvæggene i Næstved. Undervejs vil deltagerne i øvrigt møde: Kristian Dinesen, Line Svendsen og Jeppe Torp, samt lokale medvirkende. Det er Teatret HMF Brændende Kærlighed som er bagmænd & -kvinder på årets byvandring. Teatret turnerer pt. i det ganske land med forestillingen Golddiggers, men tager altså i weekenden 16. - 17.august en pause fra denne forestilling for at guide nysgerrige publikummer rundt i Næstved. Jens Kløft og Annegrete Kraul skriver teksten. Instruktionen står Bodil El Jørgensen for. Kostumer og scenografi tager Henriette Drejer Lubanski sig af. Britta Brask og P.S. Bønnerup lover, at årets byvandring ikke er mere strabadserende, end at den kan gennemføres af alle, som møder op med åbent sind og fornuftigt fodtøj. Som de siger: "Der er ikke noget der hedder dårligt vejr, kun noget der hedder dårlige undskyldninger." Byvandringen med HMF Brændende Kærlighed finder sted Lørdag d. 16. august kl. 15.00 & Søndag d. 17. august kl. 15.00 Med start på Hjultorvet i Næstved Fri entre Med venlig hilsen, Teatret HMF Brændende Kærlighed - tilbage |